Småtursrapport
Mølleåen, Rådvad og Jægersborg Dyrehave.
Søndag d. 2/2-2025, kl. 10.00-13.45
Turleder: Troels M. Krogh
Deltagerantal: 44
Efter velkomst, turgennemgang og foto (hvor dem der ikke vil med på billedet vender ryggen til eller stiller sig bag mig) Startede vi turen fra Skodsborg Station og gennem Jægersborg Hegn. Hvor vi hurtigt fik Kvækerfinker der fouragerede i skovbunden sammen med Bogfinker og Solsorte. Fire flotte Rådyr blev det også til, som alle turdeltagere kunne nyde synet af (hvilket gjorde at vi på turen fik set alle fire danske hjorte, med de tre arter vi senere så i Dyrehaven)
Ca. midtvejs mellem Matildebroen og Rådvad, stod den bagerste halvdel af deltagerne pludselig stille, mens vi andre gik videre - Hvad ser I? Råbte jeg, og svaret lød: Vandstær. Så var der nogle der kunne ile tilbage. Med lidt arbejde fik alle set denne skønne fugl, der stod lidt gemt på den modsatte bred, men lige ved siden af en hvid sten, alle kunne finde. Humøret var højt og alle var glade, men det skulle blive vildere. For da vi nåede næsten ned til den røde låge ved Rådvad, blev der råbt Vandstær igen. Denne gang havde vi den tæt på og rigtig godt, kniksende i benene og fouragerende, samt fløj over Mølleåen et par gange.
Efter lang tid hvor alle fik tid til at nyde Vandstæren gik vi ind på Kvivfabrikkens område (hvor en del af deltagerne aldrig havde været) Vi fordelte os langs vandet. I den østligste ende samlede sig flere og flere af turdeltagerne og der blev fægtet med armene, for her stod turens tredje Vandstær. Flot, tæt på og aktiv.
Efter alle havde nydt også denne Vandstær fortsatte vi nu med EKSTRA HØJT HUMØR turen gennem Dyrehaven. Og heldigvis fik vi her mange fine Ravne, Musvåger, Stære, Stormmåger og meget andet. Samt Store Flagspætter og Spætmejser der fulgte os på hele ruten, fra start til mål. Musvågerne så vi både flyvende og siddende i træerne, den ene en meget lys variant.
Turen sluttede på Klampenborg Station, hvor 12 af deltagerne tog toget tilbage til Skodsborg Station og vi andre tog S-toget mod København.
Tak til alle for en hyggelig tur med højt humør, varme og smittende entusiasme.
Hele fuglelisten, med Rådyr, kan ses i DOFbasen, under tre lokaliteter.
I vores Facebookgruppe: DOF København ligger billeder fra turen.