Småtursrapport
Vestskoven og Kroppedal
Søndag d. 23/3-2025, kl. 09.15-12.00
Turleder: Troels M. Krogh
Deltagerantal: 22
Efter velkomst, turgennemgang og foto (hvor en deltager der ikke ville med på billedet stillede sig bag en anden) startede vi turen fra parkeringspladsen ved Vikingelandsbyen i Risby i flot vejr og med højt humør til syngende Gærdesmutter, Bogfinker og Rødhalse. Da vi kom ud på det åbne område vest for skoven, var det til Musvåger her der og allevegne, både siddende og i luften, samt i alle dragtvarianter fra næsten helt hvide over mellemfaser til mørkebrune fugle. Der blev studeret vingestillinger i både glid, kreds og aktiv flugt. Senere på turen, ved det nordøstlige hjørne af Porsemosen fik vi to Musvåger, der parrede sig, hvorefter turlederen kunne udpege hannen da den fløj væk, Smiler!
I området ved Kroppedal-museet var vi pludselig omringet af mange højt larmende Store Flagspætter, der i territoriekampe drønede efter hinanden mellem træerne, over og rundt om os. Fed oplevelse!
Da vi igen kom ud på det store, åbne område mellem Vestskoven og Porsemosen, var der syngende Sanglærker i luften, og vilde teritoriekampe mellem Sanglærkerne på jorden og i lave buske. En flok Stære skarpt forfulgt af en Spurvehøg (der på et tidspunkt befandt sig i midten af stæreflokken) og flokke af Viber.
En Rørhøg blev det også til og ikke mindst flotte røde Glenter, vi kunne glæde os over flere steder på ruten.
Alle fugle er indtastet i DOFbasen under: Kroppedal.
Tekst og flere billeder bliver slået op i FB gruppen: DOF København.