Småtursrapport Kongsholmparken og Tueholm Sø. Lørdag d. 19/9-2024

Småtursrapport
Kongsholmparken og Tueholm Sø.
Lørdag d. 19/9-2024, kl. 10.00-13.00
Turleder: Troels M. Krogh og medturleder Carsten Høyer (bestyrelsesmedlem i DN Albertslund).
Deltagerantal: 8

Efter velkomst, turgennemgang og foto startede vi turen mod vest til regnsvandssøerne; hvor vi så de første Pibeænder, Krikænder og meget andet. Videre gennem vandværksgrunden og mod øst langs Store Vejle Å med Træløber, syngende Rødhalse, mange Store Flagspætter og ikke mindst Skovskade-bonanza, som fulgte os på hele turen. Der var Skovskader alle vegne og på hele turen (så alle ved nu hvordan en skovskade skal bestemmes i flugten og på stemmen) Smiler!

Mens vi stod og pegede på hver sin Skovskade, kom en Tårnfalk flyvende og gav sig til at muse, slog ned og røg, med lynets hast op igen (som man kyler en tennisbold ned på vejen fra 2. sals højde) der så suser direkte op efter at have ramt vejen. Det røg ud af mig, med kikkerten for øjnene: “hvad f. skete der der!?” Jeg var sikker på den ikke havde fanget noget, for så hurtigt lettede den fra græsset, men det havde den. Normalt bliver en Tårnfalk, eller andre rovfugle lidt nede i græsset, før de flyver. De andre deltagere havde heller aldrig set dette før. Men Carsten kunne fortælle at det var en tillært adfærd hos de lokale Tårnfalke, at lette omgående med byttet og flyve væk, for ellers kom kragerne og “stjal” byttet fra dem.

Kort efter vi havde haft oplevelsen med Tårnfalken, nåede vi Tueholmsøen og fik en fuldstændig fantastisk tur rundt om søen. Der var ænder i store tal spredt rundt i hele søen. De kunne nydes tæt på og i det flotteste medlys da vi startede turen langs sydsiden af søen, med sol og kun svag vind. Vi gav os masser af tid til at iagttage fuglene. Søen er genial fordi der mellem de store rør- og sivbevoksninger langs bredden også er åbne områder med godt udsyn.
Til bl.a. smukke Taffelænder, Knarænder, Krikænder, Skeænder og Pibeænder.
Ske- og Pibeænderne kunne iagttages i alle overgangsdragter, super sjovt.

Tak til alle for en hyggelig og dejlig tur med spørgelystne og engagerede deltagere. Og tak til Carsten for at uddele af din store viden om området og fuglene.

Deltagere

Hele fuglelisten kan ses på DOF basen under de to lokaliteter.