Turledere: Eigil Larsen plus lokal guide
Forventet periode: 27. maj – 12. juni 2027
Fokus: Fugle og pattedyr i en umådelig smuk og storslået natur.
Gruppestørrelse: 7 – 14 deltagere
Tag med på en eventyrlig rejse til et fantastisk land med en umådelig smuk og storslået natur i hjertet af Asiens stepper.
Denne rejse er fuglenes og naturens ”Mongolian Classic”. Vi vil besøge mange meget forskellige naturtyper, der er typiske for det centrale Mongoliet – tajgaen, vidtstrakte stepper, store fuglerige søer og vådområder på stepperne, de imponerende klitter i Gobi-ørkenen og meget smukke bjergområder.
Vi vil møde en overdådighed af central- og østasiatiske fuglearter både ynglende fugle og fugle på træk nordpå.
Rejsen er en rundtur. Vi starter i Mongoliets hovedstad Ulaan Bataar. Efter et par dage i bjergene og stepperne øst for Ulaan Bataar flyver vi mod syd til Gobi-ørkenen. Derfra kører vi mod nord over stepperne med store fuglerige søer, gennem de smukke Khangai-bjerge tilbage til Ulaan Bataar.
Vi kører i rummelige Toyota firehjulstrækkere. Vi bor to nætter på hotel, otte nætter i bekvemmelige mongolske jurter i de traditionelle ger-camps og seks nætter i naturen i rummelige telte med teltsenge og stole. Vores campingassistenter og kokke kører i forvejen og slår teltlejren op og starter madlavningen, så maden er klar i spiseteltet, til vi når frem. På den måde kommer vi helt tæt på fuglene i den storslåede natur.
Rejsens højdepunkter:
Fuglene:
Vi kommer på et tidspunkt, hvor forårstrækket af bl.a. sangere, værlinger og arktiske vadere stadig er i gang. De lokale fugle synger og spiller. Vi har bl.a. chance for at opleve den mægtige sortnæbbede tjur på spilleplads mellem forårsblomsterne i tajgaen, den smukke gobipræstekrave på yngleplads, den mægtige hvidhalsede trane, flokke af steppehøns, ænder, vadere og rovfugle ved de store steppesøer o.m.m.
I Mongoliet finder vi mange af de østlige arter, som vi drømmer om, vil dukke op i Europa – mongolsk piber, tajgapiber, blåstjert, rubinnattergal, fuglekongesanger, himalayasanger, brun løvsanger, Pallas’ græshoppesanger, isabellatornskade, steppetornskade og hvidkindet værling bare for at nævne nogle.
Vi vil møde mange af de fuglearter, der hører til i det centrale og østlige Asien som fx svanegås, asiatisk fløjlsand, sortnæbbet tjur, hvidhalset trane, jomfrutrane, med lidt held reliktmåge, tajgagøg, himalayajernspurv, mongolsk jernspurv, brun jernspurv, hvidkronet pungmejse, engværling, gråhovedet værling og klippeallike.
Mange af dagene vil vi opholde os på stepper og i ørkenområder. Her finder vi fx steppehøne, tibetansk præstekrave, ørkenpræstekrave, bjergdue, mongolsk løbekrage, mongolsk lærke, mongolsk dværglærke, storpiber, mongolsk piber, saxaulspurv, lille snefinke, pragtrosenfinke, mongolsk ørkendompap m.fl. Naturligvis vil vi også se, om vi kan finde den smukke gobipræstekrave.
Ved søerne og i vådområderne, hvor det myldrer af liv, vil vi møde en lang række ande-, vadefugle-, og mågearter. Det kan være svanegås, rustand, sibirisk hjejle, asiatisk sneppeklire, sibirisk gråklire, rødhalset ryle, langtået ryle, stor sorthovedet måge, brunhovedet måge og med lidt held reliktmåge.
Det centrale Mongoliet huser også et righoldigt udvalg af rovfugle som fx lammegrib, himalayagrib, munkegrib, steppeørn, plettet rørhøg, Pallas’ havørn, højlandsvåge, japansk musvåge, slagfalk m.fl.
Pattedyr:
I Mongoliet findes et stort udvalg af pattedyr. Vi kan forvente 20 – 30 arter. Bl.a. en lang række sjove gnavere (jordegern, pibeharer, murmeldyr), gazeller, argalifår, sibiriske stenbukke og corsac ræv. I Hustai National Park vi vil møde flokke af den sidste vildtlevende hest, Przewalski’s hest.
Der vil også være enkelte kulturelle indslag.
Forventet klima:
Vejret er normalt stabilt med sol, men byger fx i tajgaen kan forekomme. Dagstemperaturer på 15 – 20 grader, men det kan være køligt (under 10 grader) om morgenen.
Tempo:
Mongoliet er et stort land, så vi skal påregne en del længere køreture i rummelige Toyota firehjulstrækkere med tre personer plus chauffør i hver. Den længste transport klarer vi med en indenrigsflyvning. Vi vil som oftest gå rolige og kortere ture. Kun lidt længere ture på 2-3 km, når vi fx er ude at lede efter sortnæbbet tjur. Vi skal regne med tidlige morgener, men heldigvis overnatter vi oftest ganske nær fuglene.
Indkvartering:
To nætter på godt turisthotel, otte nætter i komfortable ger-camps og seks nætter i rummelige telte med teltsenge og stole.
Mad:
I teltlejrene har vi vores egen kok, der hver dag fremtryller rigelige morgenmåltider, medbragt frokost og dejlige middage.
Inkluderet:
Fly København – Ulaan Bataar t/r
Overnatning på turisthoteller, i gercamps og i telte
Fuld pension inklusiv vand
Al transport i Mongoliet herunder indenrigsflyvning Ulaan Bataar – Dalanzadgad
Lokal guide og DOF Travel-turleder
Sightseeing og koncert
Drikkepenge i forhold til programmet
Klimakompensation
Rejseplan, rejseinformation og liste over turens fugle og pattedyr
For- og eftermøde
Turrapport
Ikke Inkluderet:
Rejseforsikring (obligatorisk)
Personlige udgifter til fx tøjvask, telefon og alkoholiske drikkevarer
Drikkepenge hotel