Endnu ikke åben for tilmelding

Svalbard juli 2022, i isens og isbjørnenes rige

DOF Travel tilbyder et nyt arktisk eventyr rundt om Svalbard i dagene 4. - 14. juli 2022. Det vil blive 11 dage med dagslys døgnet rundt i polarhavets sommer for at nyde i arktiske fugle.
 
Denne ekspedition giver dig chancen for at opleve steder med mængderne af arktiske fugle, hvaler, rensdyr, polarræve, hvalrosser, sæler og stjerne-attraktionen, isbjørnen. I de imponerende landskaber omkring de store gletsjere skal vi opleve de spæde planter i et overraskende farvespil.
 
Skibet
Turen bliver på skibet M/S Ortelius, som DOF Travel tidligere har benyttet. Det er et større, mere bekvemt krydstogtskib, og vi skal med det sejle hele vejen rundt om Svalbard; se kortet i dagsprogrammet. På den måde vil vi udforske øer som Sjuøyane, runde 80 gr. nord kun 870 km fra Nordpolen, og vi vil for alvor komme op til iskanten og rundt i pakisen – altså isbjørnenes og hvalrossernes jagtmarker.
 
DOF Travel har fået mulighed for op til 26 deltagere og skibet har i alt plads til 108 passagerer. Besætningen er på 52 personer, inkl. Jonh Frikke som ekspeditionsleder. John kender Svalbard godt, og han har tidligere været ekspeditionslede for DOF Travel ture til Svalbard. Vi regner med at få en perfekt social ramme om oplevelserne, hvor der bl.a. også bliver tid til foredrag og anden uddybende orientering om alt af interesse, selvfølgelig ikke mindst om naturen. Vi vil derfor ikke have skibet for os selv på denne tur, men det har vi prøvet på tidligere DOF Travel ture til Svalbard med glimrende oplevelser og fantastisk stemning. Til gengæld er chancerne for at se Isbjørn og Hvalros hermed så godt som sikret og vi vil have større muligheder for at se den sjældne Ismåge og den fåtallige Lunde.
 
Ruten
Skibet er også denne gang fra det hollandske selskab Oceanwide Expeditions, det sejler med turister både i de arktiske og antaktiske farvande. Skibet er ombygget i 2017 til at servicere grupper som vores, nu under gode komfortable forhold. I 2020 er det blevet yderligt forbedret. Alle kahytter er med bad og toilet, og skibet har fin plads til fælles samvær som spisning, møder og almindelig hygge. Udsigtsforholdene fra dækkene er gode, og med Zodiacs (gummibåde) vil vi have daglige landgange.
 
Ruten går fra Longyearbyen op langs vestkysten til det nordligste Svalbard, videre via pakisen til Sjuøyane, til et imponerende alkefjeld og retur til Longyearbyen langs østkysten (se kortet). Landgangene vil blive, som vejret og forholdene byder det, men selvfølgelig fleksibelt efter vores ønsker om at møde fugle og natur, hvor det er mest interessant. Se en mere udførlig beskrivelse af turen og kortet under denne tekst.
 
Pris
Den foreløbige pris er 45.900 kr. pr. person ved 26 deltagere. Depositum 9.000 kr. pr. person. Prisen omfatter fly tur/retur, sejlturen, alle måltider inklusive snacks, kaffe og te ombord på skibet, hotel, mad og bustur i Longyearbyen, for- og eftermøde samt rapport. Dog er sodavand og alkoholiske drikkevarer, personlige fornødenheder samt forsikringer ikke med i prisen.
 
Tilmelding
Tilmelding sker ved at betale depositum kr. 9.000 pr. person via hjemmesiden. Kahytter tildeles i rækkefølge – der er 26 pladser i udvendige dobbelt-kahytter med 2 koøjer (indeholder 2 senge, bad og toilet, bord og stol, TV, telefon, WiFi (betaling), hårtørrer og opbevaringsrum). For tiden er der ingen enkeltkahytter til salg. 
Af hensyn til kønsfordelingen i dobbeltkahytterne kan det være nødvendigt at regulere mellem de sidste tilmeldinger, jævnfør DOF Travels regler. Indbetaling af depositum giver herefter adgang til turens venteliste.
 
Afbestillingsregler
Bemærk at det er nødvendigt med skærpede afbestillingsregler for turen pga. DOF Travels kontrakt med reservation af skibet.
Afbestilling (pr. person):
a) Afbestilling inden 1. december 2021: Ved skriftlig afbestilling til DOF Travel tilbagebetales det indbetalte beløb med fradrag af 300 kr. i administrationsgebyr.
b) Afbestilling fra 1. december 2021 til 1. februar 2022: Ved skriftlig afbestilling til DOF Travel tilbagebetales det indbetalte beløb fratrukket depositum.
c) Afbestilling fra 1. februar 2022 til 1. april 2022: Ved skriftlig afbestilling til DOF Travel betales turens pris fratrukket 50 %.
d) Ved afbestilling efter 1. april 2022 betales hele turens pris (ingen tilbagebetaling).
 
Informationer og kontakt
Der vil som sædvanligt blive indkaldt til formøde for turen, og efter turens afvikling eftermøde og turrapport.
Yderligere informationer og turmateriale vil blive udsendt pr. e-mail. Man er meget velkommen til at kontakte DOF Travels turledere pr. e-mail eller telefon til en snak.

Mikkel Holck, mikkelholck(a)live.dk,
Morten Rasmussen, morten(a)rasmussen.mail.dk