Endnu ikke åben for tilmelding

Yunnan (Sydvest-kina), marts 2014 - ca. 22 dage

(Foto: Bluethroated Barbet)

Lokalguide:  Jesper Hornskov

Enestående chance for at opleve det fantastiske Sydvest-Kina. For første gang arrangerer DOF stortur til denne del af landet. Her kombineres det traditionelle Kina med aspekter fra andre asiatiske kulturer med bl.a. mange minoriteter, som man også finder det i Nordvest-Thailand. Læg dertil et fascinerende landskab med skovklædte bjerge og små etniske samfund spredt i dalene, og et tørt og behageligt klima. På fuglefronten er en lang række arter meget mere tilgængelige her end i Thailand, og indslaget af sino-himalayiske og burmesiske arter er langt større. Her kan du få opfyldt drømmen om rubinnattergale, sibiriske sangere og værlinger i hobetal kombineret med kinesiske arter og burmesiske specialiteter der i Kina kun findes vest for Salween-floden, samt en god portion af det østlige Himalayas endemiske arter.

Vort primære mål vil være området øst for Salween-floden i grænseområdet op mod Burma, kombineret med et besøg i Lijiang, hovedstad for Naxi-folket og på UNESCO's verdensarvsliste over bevaringsværdige byer og ikke mindst ”hjemsted” for den endemiske Yunnan Nuthatch og med held måske Giant Nuthatch.
I disse betagende områder vil vi udforske både åbne områder med krat, marker, søer og floder og de mere lukkede skovområder fra 300 til 2800 meters højde. Vi forventer at se godt og vel 400 arter med bl.a. Black-breasted Thrush, Collared Myna, Collared Treepie, 5-7 arter Parrotbills, 10-15 Laughingthrushes, 4-5 arter Sibia, 7-9 arter fulvettaer, 5-6 arter Scimitar-babblers, 5-7 arter Wren-babblers og chance for arter som Ward’s Trogon, Rusty-Naped Pitta, Fire-tailed Myzornis, Black-tailed Crake, som alle er kendt for området.

Vi holder et højt aktivitetsniveau og går efter at få set så mange forskellige arter som muligt
. For at gøre dette muligt, har vi tilrettelagt turen således, at vi vil være på det rigtige sted på det rette tidspunkt, både når det gælder de mange sibiriske arter som overvintrer eller passerer gennem Sydvest-Kina og for de arter som er specielle for de områder vi besøger.

Turens pris er ca. kr. 45.500 ved nuværende flypriser og kurs for kinesiske yuan. Dette dækker al transport, alle overnatninger i Kina og fuld forplejning m.m., men ikke rejseforsikring, visum, drikkevarer og personlige fornødenheder. Tillæg for enkeltværelse vil være ca. kr. 5000.

Turen er begrænset til 8 deltagere, så hurtig tilmelding tilrådes.

Tilmelding sker ved at indbetale et depositum på kr 9.500 pr. deltager på udvalgets girokonto 807 3333 (ved netbank: regist.nr. 4180 kontonr. 807 3333) eller ved check til DOF Travels adresse mærket "Sydvest Kina Yunnan 2014" .