Sydamerika - Ecuador med Galapagos / ca. 1. nov. til ca. 24. nov. 2018

Pris: 
ca. kr. 68.500 del 1+2 / ca. kr. 51.000 del 2+3 / ca. kr. 74.500 del 1+2+3 ved $-kurs 7
Tilmelding og betaling af depositum: klik her: 

NB: Da systemet ikke kan behandle 3 forskellige depositum / tur-alternativer for en tur endnu, bedes tilmeldte sende DOF Travel en e-mail eller brev om hvilket af de 3 tur-alternativer tilmeldingen gælder for.  I e-mailen bedes anført Galapagos efterfulgt af turnummer 608-1 for tilmeldning til del 1+2 , 608-2 for tilmelding til del 2+3 , 608-3 for tilmelding til del 1+2+3 samt navn og adresse.

Udover Jan Hjort Christensen bliver der benyttet erfarne lokalguides på turen.

Så byder DOF Travel igen på den unikke mulighed for at besøge et af de mest mytiske steder i verden, nemlig de unikke og meget smukke Galapagos-øer, beliggende i Stillehavet. Turen er kombineret med muligheden for et længere eller kortere besøg i Ecuadors regnskove og de smukke Andesbjerge. Turen er opdelt i 3 dele hvor det er muligt at tilkøbe en første og/eller tredje del i Ecuadors regnskove alt efter ønske og økonomi. Turens midterste del, Galapagos-øerne, er obligatorisk for at skabe sammenhæng og økonomi.
På turens første del af 10 dages varighed, skal vi besøge de høje Andesbjerge, bjergregnskove på den østlige side af Andes og lavlandsregnskoven omkring Napo River der er ”starten” på Amazonas regnskov, der stækker sig helt til Brasiliens østkyst. På den del af turen vil vi opleve Andes Kondorer, Kolibrier i alle afskygninger, de ekstremt farvestrålende Tanagers, Araer og andre Papegøjer, Tukaner, Myrefugle, Hoatziner, Isfugle og meget mere.

Anden del af turen går til Galapagos-øerne, hvor vi vil blive indkvarteret på en større motorbåd og ”cruise” rundt imellem øerne i 7 dage. Vi kommer til at besøge flere af de store havfuglekolonier, og vi vil gå i Darwins fodspor og studere de mange forskellige finker. Vi skal bl.a. besøge Genovesa med de meget store kolonier af Blå- og Rød-fodede Suler, Fregatfugle, Stormsvaler, Tropikfugle m.m., se Pingviner ved Santiago, på tur i bjergene efter kæmpeskildpadder, Træfinker og Galapagos Rail, se på Albatrosser og Havleguaner på Hispaniola og nyde havfugle så som Skråper, Stormsvaler og Petreller på sejlturene mellem øerne. Der vil også blive tid til et par snorkelture og se på de mange farvestålende fisk, havskildpadder, søløver og måske kan vi med lidt held komme til at dykke med pingviner.

Sidste og tredje del af turen er 5 dage i bjergregnskovene på den vestlige side af Andesbjergene. Her vil der igen være mulighed for at stifte bekendtskab med mange forskellige arter Kolibrier, Tanager, Tukaner, Trogoner, Myrefugle og meget mere. Vi skal bl.a. besøge en have med op til 20 arter kolibrier på 1 time, spilleplads for Klippehaner (Cock-of-the-rock), grotte med Oliefugle, og besøge en lokal, der har enormt styr på sine ”Myre-pittaer” og er set kalde Ocelated Tapuculo ud af skoven, ved at hviske ”Thomasito” ;-)

Detaljeret turprogram vil i løbet af måneds tid kunne ses på DOF Travels hjemmeside.

Turens pris forventes at blive ca. 68.500 kr. ved del et 1+2 eller ca. 51.000 kr. ved del 2+3 og ca.74.500 kr., hvis man vælger alle 3 dele. Dette ved en dollarkurs på ca 7. Dette vil inkludere alle flyvninger, transport og alle overnatninger, fuld pension, alle indgange til nationalpaker m.m. og alm. DOF Travel service. Tilmelding og betaling af depositum på kr. 6.500 sker via hjemmesiden (se i starten af annoncen).

Turen er begrænset til 14 deltagere på grund af plads på båden i del 2, og her er det ikke muligt at få enkeltværelse. Erfaringen fra sidst viser, at denne tur hurtigt bliver overtegnet.

Bookingstatus: 
Udsolgt, men få eller ingen på venteliste