Endnu ikke åben for tilmelding

Spanien - Extremadura, Sierra de Gredos og Sepúlveda - maj 2022

Vi skal til Spanien og besøge tre af landets velkendte og attraktive fugleområder, Extremadura med Monfragüe Nationalpark, Gredosbjergene vest for Madrid med den smukke dal Plataforma de Gredos og Sepúlveda med Parque Natural Hoces del Río Duratón.

Fra lufthavnen i Madrid kører vi til Extremadura, som har Europas største antal ynglende rovfuglearter. Her skal vi bo fire dage på Hospederia Parque Monfragüe, som ligger i et dejligt område tæt på Nationalparken. Vores ture fra hotellet går til alle de bedste lokaliteter i Extremadura. I Monfragüe Nationalpark ser vi efter Gåsegrib, Munkegrib, Ådselgrib, Sort Glente, Spansk Kejserørn, den sjældne Høgeørn, Sort Stork, Stor Hornugle, Blådrossel m.m.

På Belénsletten skal vi være på plads inden solopgang for at se efter Stortrappe, Dværgtrappe og lærker, og når den livgivende sol er kommet lidt over horisonten, begynder gribbe, glenter, Dværgørn og Slangeørn at røre på sig.
Ved Arroyocampo, som er et stort vådområde, kan vi forvente Sultanhøne, Sand- og Dværgterne, Dværg- og Tophejre, Rødhovedet og Iberisk Tornskade og en masse Biædere.
De store sletteområder nord og vest for Trujillo er kendt for Stortrappe, Spidshalede og Sortbugede Sandhøns, Ellekrage, Hedehøg og Kirkeugle.
Dehesa'en, et kulturlandskab med kork- og stenege og oliventræer blandet med agerland, som er typisk for Extremadura, kører vi igennem dagligt mellem de forskellige lokaliteter. Her ser vi Blåskade, tornskader, Hærfugl, og lærker.

Efter fire dage i Extremadura kører vi til Navarredonda de Gredos med to overnatninger på Hostal Almanzor, hvor hotelhaven kan byde på arter som Provencesanger, Brillesanger, Topmejse, Klippeværling, Bjergløvsanger, Lille Korsnæb og med lidt held Citroncisken. Desuden Dværghornugle, som kan høres om natten fra hotellets imponerende balkon. I de 2400 meter høje Gredosbjerge går vi en tur på 6-7 km ind i den smukke dal Plataforma de Gredos, hvor vi kan forvente at se Bjergpiber, Blåhals, Klippeværling, Stendrossel, Vandstær, og hvis heldet er med os Hortulan, Alpekrage og Kongeørn, og så den endemiske stenbuk Gredos Ibex, en anden race end den man ser i resten af bjergene i det sydlige Spanien, og hvis man er til blomster, kan man nyde synet af de små vilde påskeliljer og krokus.

Så går turen videre til Sepúlveda, og de sidste to dage bruger vi i Parque Natural Hoces del Río Duratón, hvor vi bl.a. kan se seks lærkearter inden for få hundrede meter, med Dupont’s Lærke som højdepunktet, og for de morgenduelige er der tur til salturtstepperne, hvor den holder til. Medens det endnu er buldermørkt hører vi forhåbentlig dens sælsomme ”rustne havelåge” sang. Men vi besøger også området en gang mere i dagtimerne. Desuden er der mulighed for Markpiber, Stenspurv, Bjergløvsanger, Mestersanger og andre sangere. Og hvis vi ikke har fået nok af gribbene i Monfragüe, så er chancen der igen ved den meget smukke kløft, hvor Río Duratón løber i bunden, lige uden for byen Sepúlveda.

Vi planlægger at stå tidligt op alle dage, så vi kan udnytte den bedste tid på døgnet til fugleobs, nemlig morgenerne. Frokosten indtager vi som picnic i felten.                                                                                                           
Vi regner med at kunne nå et besøg i vel nok Extremaduras kønneste by, Trujillo. Byen har mange storkereder på borgen og kirken i den gammel bydel, og en tyrefægterarena med ynglende Lille Tårnfalk. I Gredors skal vi bo med udsigt over bjergene fra en kæmpe balkon, og i Sepúlveda, der er anlagt smukt på en bjergskråning, bor vi midt i byen.

Turen vil foregå i to minibusser, hvorfor der kun er plads til 14 deltagere.
Turens pris er endnu ikke fastlagt, men vi forsøger at holde den omkring 13.500 kr., afhængigt af flyprisen. Prisen omfatter fly, overnatning i dobbeltværelse på gode hoteller, morgen- og aftensmad, lokal transport, drikkepenge, turrapport samt for- og eftermøde. Der tages forbehold for om hotellerne bliver de nævnte.
Se evt. rapporten fra en tilsvarende DOF Travel-rejse i 2017 her.

Tilmelding skal ske ved at indbetale depositum kr. 2700 pr. person (ved ønske om enkeltværelse vil der komme et tillæg på ca. 1700 kr.) via hjemmesiden med dankort eller til bank: reg. nr. 8401 konto 0001046418 mrk. ”Extremadura 2022” til DOF Travel
Husk at angive dit navn præcis, som det står i dit pas! Samt e-mail adresse og telefonnummer.