Marokko 14. - 21. marts 2015

Pris: 
9.500 dkk / dep 900 dkk + tillæg for enkeltværelse


Så skal vi igen sydpå i Marokko, og det sker denne gang i marts med forårstrækket i fuld gang og stadig med overvejende behagelige temperaturer. Udgangspunktet vil være en ørkentur, hvor vi bor to nætter på et lille hotel i karavanebyen Guelmine. I resten af ugen tager vi turene fra et af de klassiske charterhoteller i Agadir. Vi vil desuden prøve at få plads til en tur op i Høje Atlas med en enkelt overnatning i Marrakech.

Vi kører dagligt i 2 minibusser med lokale chauffører. Ud over de altid spændende ørkenområder vil vi bl.a. besøge de berømte flodmundinger langs Atlanterhavet ved Massa, Tamri og Sous samt gøre en afstikker ind i Sous-dalen og regner altså også med at tage en tur op i de rigtige bjerge. Fuglelivet er enestående alsidigt, eksotisk og også hjemligt i bedste forstand, og den legendariske Eremitibis kan heldigvis findes endnu. Blandt de mange sikre eller mulige arter kan nævnes Sortkronet Tchagra, Diademrødstjert, Berbersanger, en række spændende lærker og stenpikkere, Sortbuget sandhøne, Berberhøne, Ørkenløber, Berberfalk, Høgeørn osv., osv. Prøv selv at finde rapporter over nogle af de tidligere ture på denne hjemmeside.

Turen pris ligger fast på kr. 9.500, og den vil inkludere al transport, dobbeltværelse med kvartpension (aftensmad er inkluderet i Guelmine). Tilmelding sker ved at betale et depositum på kr. 900 pr. person til DOF Travel på giro 807 3333 eller bankoverførsel reg.nr. 4180 konto 807 3333 eller på check, mærket ”Marokko”. Ønske om enkeltværelse kan sandsynligvis imødekommes, dog mod ekstrabetaling, og anfør det ved tilmeldingen. Husk at angive fuldt navn svarende til pas og diverse kontaktoplysninger.

Turen er begrænset til max. 18 deltagere, og erfaringen siger, at den hurtigt bliver overtegnet.

(Foto viser en Ørkenbjerglærke)

Bookingstatus: 
Udsolgt, men få eller ingen på venteliste