USA - New England / ca. 23. juni til 5. juli 2020

Turleder: 
Pris: 
Med den nuværende dollarkurs og 11 deltagere er turens pris kr. 21.000 pr. person, men kr. 28.500 ved enkeltværelse.
Tilmelding og betaling af depositum: klik her: 

Flotte skovsangere, vanskelige skovdrosler, lange vandreture og smuk natur: DOF Travel tilbyder nu en stortur til New England, USA fra ca. 23. juni til 5. juli 2020. Ynglefuglene er på plads, blandt andet skovsangerne i deres flotte yngledragter, ligeså er de alpine arter inklusive Bjergskovdrossel, der er endemisk i New England, samt hejrer, vadefugle, terner og måger langs kysten. Udover fuglene er New England kendt for sin smukke og vilde natur.

Turen pris på ca. kr. 21.000 dækker delt dobbeltværelse, flyrejse, rundtur i minibus, overnatninger på hoteller af god til rimelig standard, adgang til alle parker samt alm. DOF Travel-service. Morgenmad er alle dage inkluderet, men ellers er alle måltider for egen regning. Det er forholdsvis billigt at spise på restaurant/cafeteria i USA. Danske statsborgere behøver ikke visum til USA, men skal have en indrejse-godkendelse, som fås via internettet og p.t. koster USD 14 (ca. kr. 90). Denne udgift er ikke inkluderet.

Tilmelding sker via hjemmesiden (se ovenfor) hvor der opkræves depositum kr. 4500 pr. person. Enkeltværelse er forholdsvis dyrt i USA, da man i praksis får et dobbeltværelse til 1-personers brug.  Når turens endelige pris er fastlagt (5 måneder før turens afholdelse) opkræves restbeløbet af turlederen. Restbeløbet indbetales senest 4 måneder før turens start ved bankoverførsel  til reg.nr. 8401 konto 000 104 6418 til DOF Travels adresse. Angiv "New England 2020".

Beskrivelse af turen

Turen er en rundtur med udgangspunkt i Boston gennem Massachusetts (MA), Vermont (VT), New Hampshire (NH) og Maine (ME). Turen er tilrettelagt, så vi besøger en lang række forskellige habitater. Vi starter omkring Plum Island (MA) med strande, strandeenge og vådområder, kører til det vestlige Massachusetts og besøger skove og vådområder undervejs, hvorefter vi kører nordpå langs Connecticut River på grænsen mellem Vermont og New Hampshire, hvor vi besøger en række mindre lokaliteter. Vi ender i det nordlige New Hampshire, hvor vi ser efter alpine arter i White Mountains. På vej tilbage til Boston kører vi til den sydlige kyst i Maine, hvor vi bla. skal på hvaltur og besøge græslandslokaliteter. Turlederen har tidligere boet fire år i New Hampshire og kender området godt. Turlederen fungerer også som chauffør. Turen er tilrettelagt til 11 deltagere.

Dag 1
Afgang fra København tidlig morgen, ankomst i Boston om eftermiddagen lokal tid. Vi henter vores lejede minibus og kører ca. en time nordpå til Newburyport, der skal være vores base de første dage. Hvis tiden og trætheden tillader det, tager vi en fugletur lokalt omkring Newburyport.

Dag 2 og 3
Med base i Newburyport udforsker vi Plum Island og de tæt ved liggende strande, vådområder og marskområder. Plum Island er den bedste fuglelokalitet i Boston-området; der ses årligt omkring 250 arter, og der er altid mange arter og flere spændende fugle at se på. På denne årstid vil det være det sidste forårstræk og ynglefuglene. Vi vil forsøge at komme på tur med den lokale fugleklub en af de to første dage. Området er ideelt til at lære de almindelige amerikanske fugle at kende krydret med nogle specialiteter uden at skulle køre for meget og samtidig komme sig over jetlag.

Gode chancer for: islom, stor blåhejre, snehejre, trefarvet hejre, amerikansk dværghejre, amerikansk krikand, sortbrun and, kalkun, amerikansk præstekrave, kortnæbbet præstekrave, stor og lille gulben, willet, amerikansk dværgryle, kortnæbbet sneppeklire, rosenterne, skorstenssejler, fibii, toppet skovtyran, østlig kongetyran, purpursvale, husgærdesmutte, sivsmutte, nordlig spottedrossel, mockingbird, røddrossel, cedersilkehale, gul sanger, amerikansk ildstjert, gulstrube, ruststrubet spurv, kystspurv, bobolink.

Dag 4
Vi kører fra Newburyport til Holyoke i det vestlige Massachusetts. Undervejs besøger vi flere mindre lokaliteter bla. Quabbin reservoir med fokus på de arter, der bliver svære længere mod nord f.eks. blåvinget sanger og præriesanger, samt hvis vi er rigtigt heldige gulvinget sanger. Vi vil også se efter empidonax-fluesnappere (lille, elle og pile) og skovdrosler (rustrygget skovdrossel, eremitdrossel og plettet skovdrossel) samt brillevanddrossel, sorthvid sanger, sorthalset sanger, indigofinke og rosenbrystet kernebider. Vi slutter dagen ved Dinosaur Footprints lidt nord for Holyoke langs Connecticut River, hvor vi udover at kunne finde dinosaur-spor i klipperne kan finde sangspurv, savannahspurv, rustkronet træspurv og plettet mudderklire.

Dag 5

Vi starter tidligt og kører til Skinner St. Park, der er det mest sikre sted i Massachusetts for cyanblå sanger og ormæder-sanger. Vi parkerer og bruger et par timer på at gå op på toppen af det skovklædte bjerg i jagten på disse arter. Derefter kører vi nordpå langs floden til West Lebanon. Vi stopper flere gange undervejs både langs floden og i mindre skovområder.
Gode muligheder for: brudeand, hvidhovedet havørn, rødhalet våge, amerikansk tårnfalk, skarlagentanger, rødøjet vireo, gråhovedet brillevireo, magnoliesanger, blå sanger, myrtesanger, fyrresanger, ildsanger, amerikansk sortspætte, guldspætte, rubinstrube og bæltestødfisker.

Dag 6
Formiddagen bruger vi sammen med den lokale ornitolog Len, der i mange år har studeret canadasanger omkring Canaan, NH. Han vil tage os på tur i området og blandt mange andre fugle forhåbentlig vise os nogle flotte canadasangere. Vi slutter dagen ved Mascoma Lake, en vandretur op til Cole Pond og en aftentur ved Bog road, hvor der vil være mulighed for amerikansk bekkasin og med lidt held også amerikansk rørdrum, og amerikansk skovsneppe.
Gode muligheder for: canadasanger, sortkronet sanger, brunsidet sanger, parulasanger, nashvillesanger, sydlig vanddrossel, nordlig vanddrossel, islom, brudeand, savannahspurv, sumpspurv, østlig sialia, gulbuget saftspætte, kildire, og bobolink.

Dag 7

Turen går i dag nordpå. Vi fortsætter langs Connecticut River, slutter dagen i Lincoln, NH, tæt på White Mountains. Vi gør mange stop undervejs bla. ved Post Pond, Reed’s Marsh, Moore Dam og ikke mindst ved Monroe, NH, hvor vi kan være heldige af se New Hampshires eneste ynglepar af prærietrane.
Gode chancer for: hvidhovedet havørn, elle-empidonax, hjelmskallesluger og hvidstrubet spurv.

Dag 8
I dag kigger vi efter alpine arter. Vi starter med at lede efter bjergskovdrossel på Mount Cannon. Vi tager skiliften op og går en tur rundt på toppen. Bjergskovdrossel er endemisk for New England og kræver noget tålmodighed. Der er også gode muligheder for andre alpine arter som olivenskovdrossel, grå lavskrige, canadamejse, gulbuget empidonax, stribet sanger, brunbrystet sanger, hvidvinget korsnæb, hvidstrubet spurv, vintergærdesmutte og mørkøjet junco. Der også en god chance for at se brun bjørn her, da de ofte bruger skiløjperne til at fouragere på.

Dag 9
Vi fortsætter jagten efter de nordlige arter. Hvis ikke vi har fundet bjergskovdrossel dagen før, gør vi et nyt forsøg med en vandretur langs Jefferson Notch Road. Desuden besøger vi Whitefield og Pondicherry Wildlife Refuge. Target-arterne er meget de samme som dagen før, dog vil der også være chance for rødbrun stærling, brunsidet pivii, sørgesanger, sortrygget flagspætte og granhjerpe. De to sidste kræver dog mere end almindeligt held. Sidst på dagen kører vi til Kittery i Maine. Hvis tiden tillader det, ser vi på fugle undervejs.

Dag 10 og 11

Den ene af dagene ved kysten (afhængigt af vejret) tager vi på hvaltur fra Rye Harbor i New Hampshire; det er en halvdagstur ud på havet. Der er særdeles gode chancer for hvaler, bl.a. vågehval, pukkelhval og finhval. Selvom årstiden ikke er ideel for havfugle er der rimelig chance for at se sule, wilsons stormsvale og storskråpe samt terner og måger.

Den anden dag ved kysten starter vi med en meget tidlig morgentur til Kennebunk Grassland (afgang fra hotellet klokken 03:00), hvor vi gerne skulle se bartramsklire, nordamerikansk natravn, østlig englærke, aftenspurv, græshoppespurv og præriesanger. Bagefter besøger vi Scarbourough Marsh, der huser både ruststrubet spurv og spidshalet spurv samt vadefugle og hejrer.

Kittery huser i øvrigt New Englands største Outlet Mall, så hvis nogle deltagere ønsker at bruge en halv dag til at shoppe billigt tøj og sko, kan det arrangeres.

Dag 12
Vi bruger formiddagen til at se efter vadefugle, ænder, måger og terner bla. rosenterne langs kysten og i baglandet. Desuden ser vi efter falkeglente, der de seneste år har ynglet med ganske få par i New Hampshire. Om eftermiddagen kører vi mod Boston med afgang mod København om aftenen.

Dag 13
Ankomst til København omkring middag.

Turen er rimelig fysisk anstrengende, da der vil være flere dage med lange vandreture på mindre stier i ujævnt og ind imellem bjergrigt terræn. Specielt i det nordlige New Hampshire er vi ude i den vilde natur med langt mellem byerne, og standarden af hoteller, mulighederne for at købe mad, og internet-adgang er ikke nødvendigvis så gode som i resten af USA. Myggebeskyttelse (spray, net, olie) er et must, da der kan være mange myg i det nordlige New Hampshire.

Bookingstatus: 
1 ledig plads