Spanien, Extremadura april/maj 2020

Pris: 
Anslået pris: kr. 12.500 / depositum kr. 2.500 / enkeltværelsestillæg kr. 2.500
Tilmelding og betaling af depositum: klik her: 
Vi skal til Spanien og besøge tre af landets velkendte og attraktive fugleområder, Extremadura med Monfragüe Nationalpark, Gredosbjergene vest for Madrid med den smukke dal Plataforma de Gredos og Sepulveda med Parque Natural Hoces del Río Duratón. 
Fra lufthavnen i Madrid kører vi til Extremadura, som har Europas største antal ynglende rovfuglearter. Her skal vi bo fire dage på Casa Rural Las Canteras, kaldet ”Storkefarmen”, et landligt hotel der ligger midt i alle herlighederne. Her kan man gå ture, når vi ikke er ude at køre, og se Hærfugl, Biæder, lærker, Kirkeugle, Dværgørn, Sort glente og Gåsegrib m.m. og så selvfølgelig Hvid Stork. Vores ture fra hotellet går til alle de bedste lokaliteter i Extremadura. I Monfragüe National Park ser vi efter Gåsegrib, Munkegrib, Ådselsgrib, Sort Glente, Spansk Kejserørn, den sjældne Høgeørn, Sort Stork, Stor Hornugle, Blådrossel m.m.
 
På Belénsletten skal vi være på plads inden solopgang, for at se efter Stortrappe, Dværgtrappe og lærker, og når den livgivende sol er kommet lidt over horisonten, begynder gribbe, glenter, Dværgørn og Slangeørn at røre på sig.
Ved Arroyocampo, som er et stort vådområde, kan vi forvente Sultanhøne, Sand- og Dværgterne, Dværg- og Tophejre, Rødhovedet- og Iberisk Tornskade og en masse Biædere.
De store sletteområder nord og vest for Trujillo er kendt for Stortrappe, Spidshalet-og Sortbuget Sandhøns, Ellekrage, Hedehøg og Kirkeugle.
Dehesa´en, et kulturlandskab med kork-og steneg og oliventræer blandet med agerland, som er typisk for Extremadura, køre vi igennem dagligt mellem de forskellige lokaliteter, her ser vi Blåskade, tornskader, Hærfugle, og lærker.
 
Efter fire dage i Extremadura kører vi til Navarredonda de Gredos med to overnatninger på Hostal Almanzor, hvor hotelhaven kan byde på arter som Provencesanger, Brillesanger, Topmejse, Klippeværling, Bjergløvsanger, Lille Korsnæb og med lidt held Citroncisken og Dværghornugle, som kan høres om natten fra hotellets imponerende balkon. I de 2400 meter høje Gredosbjerge går vi en tur på 6-7 km. ind i den smukke dal Plataforma de Gredos, hvor vi kan forvente at se Bjergpiber, Blåhals, Klippeværling, Stendrossel, Vandstær og hvis heldet er med os Hortulan og Alpekrage og Kongeørn, og så den endemiske stenbuk Gredos Ibex, en anden race end den man ser i resten af bjergene i det sydlige Spanien, og hvis man er til blomster, kan man nyde synet af de små vilde påskeliljer og krokus.
 
Så går turen videre til Sepulveda, og de sidste to dage bruger vi i Parque Natural Hoces del Río Duratón, hvor vi bl.a. kan se syv lærkearter inden for få hundrede meter, med Dupont’s Lærke som højdepunktet, og for de morgenduelige er der tur til salturtstepperne, hvor den holder til.  Medens det endnu er bulder mørkt hører vi forhåbentlig dens sælsomme ”rustne havelåge” sang. Men vi besøger også området en gang mere i dagtimerne. Desuden er der mulighed for Markpiber, Stenspurv, Bjergløvsanger, Mestersanger og andre sangere. Og hvis vi ikke har fået nok af gribbene ved Monfragüe, så er chancen der igen ved den meget smukke kløft, hvor Río Duratón løber i bunden, lige uden for byen Sepulveda.
Vi planlægger at stå tidligt op alle dage, så vi kan udnytte den bedste tid på døgnet til fugle obs, nemlig om morgenerne.
 
I Extremadura bor vi lidt uden for, vel nok områdets kønneste by, Trujillo. Byen har mange storkereder på borgen og kirken i den gammel bydel, og en tyrefægterarena med ynglende lille tårnfalk. I Gredors skal vi bo med udsigt over bjergene, og i Sepulveda, der er anlagt smukt på en bjergskråning, bor vi midt i byen.
 
Turen vil foregå i to minibusser, hvorfor der kun er plads til 14 deltagere. Morgen- og aftensmad er på hotellerne men frokosten indtager vi som picnic i felten. 
Turens pris er endnu ikke fastlagt, men vi forsøger at holde den omkring 12.500 kr., afhængigt af flyprisen. Prisen omfatter fly, overnatning i dobbeltværelse, morgen- og aftensmad, lokal transport, turrapport samt for- og eftermøde.
 
Tilmelding skal ske ved at indbetale depositum kr. 2.500 pr. person (ved ønske om enkeltværelse vil der komme et tillæg på ca. 2.500 kr som bliver opkrævet sammen med restbeløbet) . Max 14 deltagere.
 
Husk at angive dit navn præcis, som det står i dit pas! Samt e-mail adresse og telefonnummer.
Se evt. rapporten fra en tilsvarende DOF Travel-rejse i 2017 her (http://doftravel.dk/sites/default/files/Extremadura2017-rapport.pdf
Se i øvrigt DOF Travels rejsebestemmelser.
Bookingstatus: 
Udsolgt, men få eller ingen på venteliste