Nattergaletur med stort udbytte ......

21 morgenfriske deltagere + en hund valgte at møde op kl. 04.00 på Nattergaleturen på Amager Fælled søndag d. 21. maj. Hvilket skulle vise sig at blive en MEGA tur, i fantastisk vejr!
Allerede ved mødestedet, DR Byen Metrostation, kunne vi høre de første Nattergale; og kun tre minutter efter turen var begyndt SÅ vi den første. Den sad frit fremme i toppen af en høj busk og sang for os. Alle var glade!
Den næste vi hørte var en Græshoppesanger, og så kom fuglene ellers syngende en efter en: Munk, Solsort, Gransanger, Rørsanger, Kærsanger, Løvsanger, Gærdesanger, Havesanger, Jernspurv, Grønirisk, Tornsanger, Sanglærke og Gøg. I Grønjordssøen opdagede Birthe Karpfen en flot Atlingandrik. Her spejdede vi også efter Sorthalset Lappedykker (som jeg havde set to eksemplarer af en uge før) men uden held.
Ud over de mange kukkende gøge, hørte vi en gøende hun (ikke hund!), og så to brune hunner flyvende. Mange Tornsangere imponerede med deres herlige sangflugt; hvor de, syngende, fløj højt op i store ottetaller, med halen hængende efter sig, næsten som at se en Kolibri. Den ene fløj rundt lige over hovederne på hele gruppen.
På turen rundt SÅ vi flere af sangfuglene, nogle af dem rigtig godt, blandt Rørsangere.
I løbet af hele turen hørte vi i alt 30 syngende Nattergale, og da vi havde gået ca. 2/3 af turen, SÅ vi en syngende Nattergal IGEN. Denne sad højt i toppen af et træ.
Der gik ikke et minut af turen, uden at vi kunne høre Nattergale.

Turleder: Troels M. Krogh

Alle fugle og dyr er indtastet i dofbasen.dk