Beretning fra turen til Makedonien

Turen til Makedonien og Lake Kerkini i Grækenland blev en succes på alle måder. På Kerkini søen oplevede vi kolonier af de fleste europæiske hejrearter, begge pelikaner samt de tre sortternearter.
På landjorden sås maske- rødhovedet- rosenbrystet og rødrygget tornskade inden for samme lille område. Også sørgemejse, olivensanger og flere spættearter var på plads her.
Vi oplevede en ”gribbefodringsplads” i Makedonien, som tiltrak gåse- og ådselsgribbe. Mange andre rovfugle blev også spottet, og østlige kejserørne, små skrigeørne, kongeørne, ørnevåger, slange- og dværgørne hørte til dagens orden, imens en enkelt vandrefalk og ikke mindst en overraskende eleonorafalk gjorde lykke. En landsby med 80 hanner af små tårnfalke der kom til overnatning var stort, og ja så var der lige de her farveladefugle hærfugle, ellekrager, isfugle, piroler og biædere, som altid gør lykke. Alt sammen i nogen utroligt flotte landskaber.